Byens børn har aldrig spist bedre

Samtlige daginstitutioner i Albertslund Kommune har en madordning med sund og økologisk mad, og en af dem er Børnehuset Sydstjernen. Her har personalet skabt en madkultur, hvor børnene er involveret i madlavningen, og får udvidet deres smagsløg med nye retter.

Byens børn har aldrig spist bedre - Albertslund Kommune

I Albertslund Kommunes daginstitutioner og skoler får alle børn tilbudt måltider, som opfylder kommunens krav om sund mad.  I Børnehuset Sydstjernen får børnene morgenmad, frokost og to mellemmåltider, som er økologiske, sunde, fedtfattige og tager højde for etniske hensyn.

"Derudover følger vi sæsonens varer, hvilket eksempelvis betyder, at vi har meget med rødbeder og kål for tiden, nu hvor det er efterår. Den anden dag lavede en af de ældste grupper i børnehaven æble-chutney, da der er mange æbler for tiden," fortæller Jane Møller Sørensen, som er kostfaglig eneansvarlig i Børnehuset Sydstjernen.

Hun fortæller videre, at børnene ofte er med til at lave mad, ligesom de kan komme med input til madlavningen.

"Vi havde for eksempel et barn, som havde været på sommerferie og fået Pasta Carbanora, og han foreslog, at vi skulle have det at spise, så det fik vi på et tidspunkt. Risengrød bliver også foreslået nogen gange, og det får vi også, men det bliver ikke om sommeren, selvom børnene ønsker det der," siger Jane Møller Sørensen.

Farvel til slik og kage

Som et led i Albertslunds Kommunes kostpolitik må slik, kage og andre søder sager kun serveres ved specielle lejligheder. I Børnehuset Sydtjernen er disse lejligheder julefrokosten, påskefrokosten og sommerfesten, hvor der serveres henholdsvis risalamande og kage.

Når et barn fylder år, vil flødebollerne og slikkepindene derfor været udskiftet med eksempelvis figenstænger og frugt. Ifølge Jane Møller Sørensen er forældrene generelt gode til at bakke op om af kostpolitikken.

"Forældrene er generelt meget positive. Vi gør det, at vi hænger et billede af den mad vi har fået op ved entréen, så forældrene kan tale med deres børn om, hvad de har fået at spise den pågældende dag. Når børnene så ser, at forældrene er positivt stemte, så smitter deres ansigt af på børnene," fortæller Jane Møller Sørensen.

Maden skal smages

Børn kan være kræsne, det ved vi alle. Men ifølge Jane Møller Sørensen er der skabt en kultur i Børnehuset Sydstjernen, hvor langt de fleste spiser med.

"Vi har den regel, at man skal smage på maden, inden man som alternativ kan få lov til at hente noget rugbrød. Men børnene er generelt åbne over for det meste. Når de ser kammeraterne spise noget, er de nemmere at overtale, og vi ser eksempelvis, at der er børn her, som spiser ting, de ikke ville spise derhjemme," forklarer Jane Møller Sørensen, men tilføjer, at der naturligvis bliver tager hensyn til børn, som for eksempel ikke må spise svinekød på grund af deres religion.

"Man kan selvfølgelig ikke ramme alles livretter hver dag. Men det handler om at skabe en madkultur, hvor børnene for eksempel ikke siger at noget er ulækkert. Man kan sige, at der er noget, man ikke bryder sig om, men mad er ikke ulækkert," siger Jane Møller Sørensen.