Den perfekte kulisse

Albertslunds skove danner to gange om året rammerne for et stort rollespil for alle kommunens SFO-børn. Og selvom op mod 600 børn fægter og slår hinanden med gummisværd, er det sjældent, at nogen bliver uvenner.

Den perfekte kulisse - Albertslund Kommune

Mere end 60 procent af Albertslund Kommune er dækket af skov og grønne områder, hvor byens borgere cykler, løber og går tur med hunden.  Men selvom borgerne flittigt benytter naturen, bliver den ikke benyttet, som den gør i sidste uge af september, hvor motionister og hunde bliver erstattet af riddere og orker.

Her er naturen nemlig omdrejningspunktet for et tre dage langt rollespil, hvor op mod 600 børn deltager. Børn fra alle kommunens SFO'er og lignende institutioner får tilbud om at deltage alle tre dage.

"Tanken bag er, at det handler om at bevæge sig i naturen. Som pædagog bruger jeg i forvejen naturen sammen med børnene, for eksempel skal vi snart i gang med at bygge troldehuler, " forklarer Henrik Hansen, som er pædagog i SFO'en Hjerter To og var med til at starte rollespillet op for 10 år siden.

"Det startede som et forsøg under børnefestugen,  hvor to SFO'er var med. Men vi mente, at det kunne bredes ud og gøres større.  Der var selvfølgelig noget skepsis omkring, om det kunne lade sig gøre. Men i dag er resultatet, at vi har 600 børn som løber og slår hinanden med skumgummisvær, uden at nogen bliver uvenner med hinanden," fortæller Henrik Hansen tilfreds.

Noget for alle

Det er den sidste dag for rollespillet, og sorte riddere, hvide riddere og grønne orker jagter hinanden igennem skovene - alle med en pædagog i spidsen. Ved et stikryds mødes alle tre grupper, for at tørne sammen en gang for alle. De tre grupper får kørt hinanden op med kampråb, imens de banker på deres skjold med sværdene. En ældre cyklist cykler imellem grupperne, men lader ikke til at bryde illusionen for børnene.

Der bliver talt ned inden grupperne farer mod hinanden. Børnene råber og skriger, mens de fægter løs med spyd, økser og sværd lavet af skumgummi og latex. Det kan se en smule voldsomt ud, og Henrik Hansen fortæller også, at man derfor har udvidet konceptet.

"Nogle børn synes, at det er for voldsomt. Så vi har forsøgt at udbygge fortællingen med at der er healere og dødsvogtere, som ikke slås. Og samtidig har vi fokuseret mere på handel, hvor man kan handle med guld og kager. Samtidig har vi kroen, hvor man kan være med til at lave mad," fortæller han og tilføjer, at det er sjældent, at der sker ulykker under rollespillet, om end børn selvfølgelig kan falde og slå sig – ligesom hjemme i SFO'en.

Rollespillet kredser om en historie, som strækker sig over hele året, så den både dyrkes i efterårsugen og derefter fortsætter i uge 16 i foråret. Henrik Hansen forklarer, at selve konceptet er det samme fra år til år, eksempelvis er hans egen karakter, en leder for orkerne, en genganger, ligesom det eventyrland historierne fortsætter i, er det samme.

Nej tak fra prinsessen

Efter den heftige sværdduel tager selvsamme historie sin afslutning, da prinsessen erklærer, at hun ikke er interesseret i nogle af bejlerne fra de tre grupper, men i stedet har kastet sin kærlighed på Den Røde Baron. Det kniber med at få ro til at gennemføre dialogen, da børnene stadig larmer og er godt oppe at ringe.

"Det er noget, som børnene går og spørger os om i løbet af året; hvornår skal vi spille igen? Man går og laver våben og kostumer med dem inden, og man kan fornemme, at det er noget børnene ser frem til," siger Henrik Hansen.

På trods af selve historien er afsluttet for denne omgang, er der dog et vigtigt punkt på dagsordenen, som skal overstås inden børnene går hjem eller bliver sat på busserne.

"Du bliver nødt til at se det her," fortæller en af pædagogerne.

Børnene skal fægte mod de voksne.

En gang til!

Henrik Hansen fortæller videre, at arbejdet med rollespillet kan kræve lidt ekstra arbejde for pædagogerne, men rent økonomisk er det de sammen penge man bruger som man ville have brugt hjemme i SFO'erne. Det kan være lidt dyrt at lave gummisværd, men omvendt er det billigt at servere bålsuppe for børnene.

"Jeg oplever kun, at der er positive reaktioner fra forældrene, og jeg tror, det hænger sammen med, at der som udgangspunkt ikke er nogen tvang, og at man ikke behøver slås, hvis man ikke har lyst," forklarer Henrik Hansen.

Børn og voksne er nu rykket ud af skoven, for at kæmpe på en bar plæne. De liner sig op på hver side, og på signalet løber de mod hinanden, hvorefter der bliver fægtet løs. Det er ikke helt til at finde hoved og hale i, hvem der vinder og taber, men på et tidspunkt brøler børnene på at kæmpe en gang til, og de to grupper bliver linet op på ny.

Det bliver til tre kampe, inden det hele slutter, og børnene skal hjem. Så er det tilbage til virkeligheden – for nu.